Sandet i Sarasvati

Vi er altid overhængende på røven, men derfor kan det nu alligevel være spændende at læse en bog, der minutiøst fortæller, præcist hvor overhængende det er. I den finske “Sandet i Sarasvati” er Jordens undergang en dråbe smeltevand, der bare venter på at give slip.…

Ballard dræbte videostjernen

I et sammentræf, der desværre føles mere Dicksk end Ballardsk, har jeg haft “Video killed the radio star” kørende i hovedet på det sidste. Det er sikkert, fordi denne video, der viser, hvad en algoritme kan gøre alene udstyret med to billeder, har kørt sine runder: Sammentræffet er, at det viser sig, at sangen er inspireret af en JG Ballard-novelle ved navn “The Sound-Sweep”.…

I haven’t killed anybody for years

Man skal lære, så længe mange lever – bl.a. at finkulturen også har sin berettigelse (/joke). I dag har jeg f.eks. lært. at Iain Banks Hvepsefabrikken er blevet omdannet til en opera. Her fortæller librettist David Pountney om adaptationen: My task was therefore to tell the story as concisely and clearly as possible, and then to find a way of giving the libretto a dramatic structure.…

Hvepsefabrikken

Jeg har en frygtelig mistanke om, at hvis jeg giver mig til at søge i mine dokumenter og på nettet, vil jeg finde lidt for mange tilfælde af mig, der siger noget i retning af “Jeg genlæser sjældent bøger…” Det var utvivlsomt sandt engang, men de senere år har jeg faktisk gjort det en del, er det gået op for mig – blandt andet har jeg fået startet en fast tradition med at genlæse noget godt i mine ferier.…

Lidt digital formidling

Skulle man være til digital læsning eller lytning, vil jeg lige lave en opsamling af indlæg, jeg har skrevet på eReolen, bibliotekernes ebogstilbud. Det er en studie udi, hvordan Janus har formået at klemme et firkantet emne ind i et trekantet tema nogle gange, men derfor kan der stadig være ting af interesse.…

Ryans længste nørdpatrulje

Det er langsomt gået op for mig over de senere år, at jeg er begyndt at nære en indædt modvilje mod ordet nørd. Noget af det har naturligvis at gøre med stigende entropi og en velplejet metaforisk græsplæne og unge lømler, der leger på den – men på et andet plan bunder det i, at ordet er gået fra at være deskriptivt (“vi har en gruppe mennesker, som tydeligvis har noget til fælles, så vi giver dem en betegnelse”) til at være autoritært (“dette er, hvad du skal gøre for at tilhøre gruppen”) (det engelske begreb, jeg er stødt på i sammenhængen, er prescriptive, men jeg kan ikke lige finde på en bedre oversættelse).…

Ting vi mistede i ilden

Jeg har en særlig fornøjelse ved at opdage især horror eller science fiction tidligere udgivet på dansk, som jeg ikke har kendt til tidligere. Nu om dage er det sjældent, at der dukker en titel op, som hører til i genrernes dybe vande – det er gerne der i brydningen mellem genre og mere mainstream litteratur, hvilket naturligvis både kan være godt og lidt kedeligt.…

Channel Zero: No-End House

Der er visse historier, som jeg personligt har svært ved mentalt at flytte fra et medie til andre. Et godt eksempel er superheltene, der godt nok har tjent en del penge på at optræde på levende billeder – men hvor jeg som regel godt kan vende tilbage til tegneserierne og genfinde noget af den oprindelige fornøjelse, er det, som om de levende billeder virker kunstigere og mere opstyltede for hvert gensyn, og historierne virker som noget, der bare ikke føler sig godt tilpas på et lærred (eller en skærm).…